Den nye kriminelle virkelighed, hvor helt unge svenskere skyder bandemedlemmer i Danmark, kræver nye våben. Derfor har politiet bedt justitsminister Peter Hummelgaard (A) om lov til at bruge ansigtsgenkendelse i deres arbejde med at bekæmpe bandekonflikten. Nu har politikerne givet dem lov, men beslutningen vækker bekymring hos eksperter i retssikkerhed. Det forklarer journalist Hans Davidsen-Nielsen i dette afsnit af ’Du lytter til Politiken’. For hvis teknologien ikke holdes i kort snor, kan det gå ud over vores alles frihed.

Den nye kriminelle virkelighed, hvor helt unge svenskere skyder bandemedlemmer i Danmark, kræver nye våben. Derfor har politiet bedt justitsminister Peter Hummelgaard (A) om lov til at bruge ansigtsgenkendelse i deres arbejde med at bekæmpe bandekonflikten. Nu har politikerne givet dem lov, men beslutningen vækker bekymring hos eksperter i retssikkerhed. Det forklarer journalist Hans Davidsen-Nielsen i dette afsnit af ’Du lytter til Politiken’. For hvis teknologien ikke holdes i kort snor, kan det gå ud over vores alles frihed.

Med Politikens daglige podcast ’Du lytter til Politiken’ i ørerne får du på 20 minutter én særligt udvalgt, aktuel historie leveret som levende lydfortælling.

Politiken-journalisterne Gudrun Marie Schmidt og Nils Thorsen er værter.

Med Politikens daglige podcast ’Du lytter til Politiken’ i ørerne får du på 20 minutter én særligt udvalgt, aktuel historie leveret som levende lydfortælling. Politiken-journalisterne Gudrun Marie Schmidt og Nils Thorsen er værter.

Du lytter til Politiken

Ansigtsgenkendelse: Vi har alle noget at skjule

Siden den jugoslaviske borgerkrig i 1990’erne har Danmark kastet soldater og materiel ind i krige langt fra vores egne grænser. Jugoslavien, Afghanistan, Irak og Libyen. Det har kostet os milliarder af kroner, dusinvis af danske soldaters liv og utallige ar på sjæl og krop.

Så hvad gjorde vi det for? Og hvad har vi fået ud af det?

Dagens gæst i 'Du lytter til Politiken' er Politikens Jacob Svendsen, som i mange år dækkede forsvaret og - sammen med vores kollega Lars Halskov - har skrevet bogen ’Et land i krig’, som har dannet grundlag for DRs nye dokumentarserie ’Velkommen til frontlinjen’. Vi spørger ham, om hvorvidt krigene har haft usete gevinster, og hvorfor vi aldrig, har gjort regnskabet op med os selv før.

Siden den jugoslaviske borgerkrig i 1990’erne har Danmark kastet soldater og materiel ind i krige langt fra vores egne grænser. Jugoslavien, Afghanistan, Irak og Libyen. Det har kostet os milliarder af kroner, dusinvis af danske soldaters liv og utallige ar på sjæl og krop.
Så hvad gjorde vi det for? Og hvad har vi fået ud af det?
Dagens gæst i 'Du lytter til Politiken' er Politikens Jacob Svendsen, som i mange år dækkede forsvaret og - sammen med vores kollega Lars Halskov - har skrevet bogen ’Et land i krig’, som har dannet grundlag for DRs nye dokumentarserie ’Velkommen til frontlinjen’. Vi spørger ham, om hvorvidt krigene har haft usete gevinster, og hvorfor vi aldrig, har gjort regnskabet op med os selv før.

Tre årtier i front: Hvorfor gik vi egentlig i krig? Og var det prisen værd?

Ved første øjekast ligner det bare en supermoderne storby. Med den ene betongrå kasse efter den anden, der rejser sig mod himlen i lange, lige rækker.

Man kan se legepladser og parker. Gadelygter opstillet langs de brede gader. Stoplys og fodgængerfelter. Alt sammen er rammerne om en million menneskers liv. 

Men der er noget galt.

Der er ingen børn på legepladserne, ingen biler i gaderne. Og de mørke vinduer i husene i byen Ordos i det nordlige Kina glor bare tomt tilbage på en.

Byen er ikke forladt. Folk er bare aldrig flyttet ind. Og sådan står der rundt om i Kina 65 millioner boliger tomme.

Det er ruiner af en drøm. Den kinesiske drøm.

Og de mange spøgelsesbyer er blot et af flere tegn på, at den kinesiske økonomi, som vi troede ville blive ved med at brage af sted, nu næsten ikke flytter sig ud af stedet. 

Dagens gæst i ’Du lytter til Politiken’ er Politikens Asien-korrespondent Sebastian Stryhn Kjeldtoft, der fortæller, hvad der er i vente for Kina – og hvad det kan komme til at betyde for os.

Ved første øjekast ligner det bare en supermoderne storby. Med den ene betongrå kasse efter den anden, der rejser sig mod himlen i lange, lige rækker.
Man kan se legepladser og parker. Gadelygter opstillet langs de brede gader. Stoplys og fodgængerfelter. Alt sammen er rammerne om en million menneskers liv. 
Men der er noget galt.
Der er ingen børn på legepladserne, ingen biler i gaderne. Og de mørke vinduer i husene i byen Ordos i det nordlige Kina glor bare tomt tilbage på en.
Byen er ikke forladt. Folk er bare aldrig flyttet ind. Og sådan står der rundt om i Kina 65 millioner boliger tomme.
Det er ruiner af en drøm. Den kinesiske drøm.
Og de mange spøgelsesbyer er blot et af flere tegn på, at den kinesiske økonomi, som vi troede ville blive ved med at brage af sted, nu næsten ikke flytter sig ud af stedet. 
Dagens gæst i ’Du lytter til Politiken’ er Politikens Asien-korrespondent Sebastian Stryhn Kjeldtoft, der fortæller, hvad der er i vente for Kina – og hvad det kan komme til at betyde for os.

Er Kinas fremtid som økonomisk supermagt lige blevet aflyst?

Hvor er vi egentlig på vej hen, når vi lader kunstig intelligens skrive vores tekster, lave vores kunst og gætte vores inderste ønsker? Er vi simpelt hen ved at afskaffe os selv? Og risikerer vi at ende som passive instrumenter, de intelligente algoritmer kan spille på, fordi de ved præcis, hvilke knapper, der tilfredsstiller vores nedarvede instinkter og luller os i søvn?

Eller er kunstig intelligens en chance for endelig at gøre verden mere lige. Fordi den deler ud af en rigdom, vi ofte overser. Nemlig adgangen til viden – og muligheden for selv at komme til orde.

Nogle siger det ene. Andre det andet. Dagens gæst i ’Du lytter til Politiken’ siger på en måde begge dele. Anders Søgaard er – blandt meget andet – professor i kunstig intelligens og forfatter til en ny bog med titlen ’Maskinerne kommer indefra’. Og hvad kunstig intelligens ender med at blive, bestemmer vi faktisk selv, siger han.

Hvor er vi egentlig på vej hen, når vi lader kunstig intelligens skrive vores tekster, lave vores kunst og gætte vores inderste ønsker? Er vi simpelt hen ved at afskaffe os selv? Og risikerer vi at ende som passive instrumenter, de intelligente algoritmer kan spille på, fordi de ved præcis, hvilke knapper, der tilfredsstiller vores nedarvede instinkter og luller os i søvn?
Eller er kunstig intelligens en chance for endelig at gøre verden mere lige. Fordi den deler ud af en rigdom, vi ofte overser. Nemlig adgangen til viden – og muligheden for selv at komme til orde.
Nogle siger det ene. Andre det andet. Dagens gæst i ’Du lytter til Politiken’ siger på en måde begge dele. Anders Søgaard er – blandt meget andet – professor i kunstig intelligens og forfatter til en ny bog med titlen ’Maskinerne kommer indefra’. Og hvad kunstig intelligens ender med at blive, bestemmer vi faktisk selv, siger han.

Ansigtsgenkendelse: Vi har alle noget at skjule

In 1 playlist(s)

Du lytter til Politiken

Social links

Follow podcast

Recent clips