En feministisk avantgardefilm fra 1975 blev for nyligt kåret som verdens bedste film. Og det er en historisk begivenhed. For når en kvindelig instruktør for første gang topper listen – foran Orson Welles og Hitchcock – er det ikke kun et spørgsmål om smag. Det er en rystelse af selve den filmhistoriske kanon, mener Politikens redaktør for film og tv, Kristoffer Hegnsvad. I dette afsnit af ’Du lytter til Politiken’ fortæller han, hvordan en forholdsvis ukendt film pludselig endte på førstepladsen af den prestigefyldte liste, og hvad det kan betyde for filmbranchen i fremtiden.