Sæson 4, afsnit 3.
Da journalist og forhenværende chefredaktør for Ekstra Bladet Poul Madsen blev ringet op af en redaktør fra Gyldendal, der spurgte, om han ville skrive en spændingsroman, var hans første reaktion: Det kan jeg da ikke! Efter grundig overvejelse fik han dog overbevist sig selv om, at det ville være sjovt at prøve.
Nu er han så aktuel med spændingsromanen ”Kongen fra Esbjerg”, der handler om den nyvalgte formand for Arbejderpartiet Bjørn Svendsen og hans barndomsven fra Esbjerg, der er chefredaktør for tabloidmediet Express. De to skyr ingen midler, når det handler om at undvige de politiske skandaler, der kan true Bjørns vej mod Statsministeriet.
Poul Madsen fortæller i programmet om, hvordan romanen er inspireret af hans mange år i tabloidpressen og af den mobbekultur, der hersker på Christiansborg.
Litteraturprogrammet ‘Bogstaveligt talt’ er et samarbejde mellem r8Dio og Gyldendal, der hver uge dykker ned i aktuelle udgivelser fra forlaget. Vært er Molly Balsby, digter og kulturjournalist, og sammen med gæster, forfattere og eksperter slår hun op på side 1 og udfolder værkerne.
Vært og tilrettelægger: Molly Balsby
Medtilrettelægger og producer: Kamille Jahncke