Bølgerne går højt, da forfatter til faderromanen, Lone Star, Mathilde Walter Clark, svarer på spørgsmålene om sammenhængen mellem at være vokset op uden far og det faktum, at hun ikke har fået børn.

Bølgerne går højt, da forfatter til faderromanen, Lone Star, Mathilde Walter Clark, svarer på spørgsmålene om sammenhængen mellem at være vokset op uden far og det faktum, at hun ikke har fået børn.
<a href="http://arkiv.radio24syv.dk/photo/35502560/mathilde-walter-clark-nej-jeg-har-ikke-faet-born"></a>

En samtale i to kapitler. I første møde lader Hassan Preisler sin gæst føre penslen, men i andet overtager han, og så er det ham, der tegner portrættet. Og han ind gennem sprækkerne, ind i mørket, ind og møde mennesket derinde, for i det uperfekte findes det egentlige bånd fra menneskesjæl til menneskesjæl. Vi er jo alle, når alt kommer til alt, både hovmodige, griske, misundelige, ødsle, vrede, dovne og nydelsessyge. Det er vores forbandelse, men også vores forbindelse - og dermed frelse - for så behøver vi jo ikke at være alene. Første gang gæst og vært mødes, er det på gæstens hjemmebane, men når de ses igen et par dage senere, så er det i Weekendavisens studier. Dette er Det Næste Kapitel.

Det næste kapitel

Mathilde Walter Clark: ”Nej, jeg har ikke fået børn. Og jeg har heller ikke...

Synet på værdien af den dybe samtale skiller i den grad vært og gæst fra hinanden i dette allersidste kapitel, for mens Knud Romer vil have en florets afstand mellem sig selv og andre mennesker, så vil Hassan Preisler helt ind på livet af Knud, ind bag alle maskerne. Han vil af med personaer, statuer og hånddukker og forbinde sig til den sårbare og stille Knud, som han ved findes et sted derinde. »Det er jo ikke en floret, du holder op, men er tre meter lang og ekstremt spids lanse!« udbryder Hassan Preisler efter utallige forsøg, der alle ender i lange fortællinger fra en fjern fortid, litteraturreferencer og citater af Rilke og Heidegger. På den måde kan man sige om det afsluttende afsnit, at det mere er en prolog og epilog til Det næste kapitel, end et egentligt program, og at det på således både er en fuldstændig tryg og fuldstændig forudsigelig afslutning på serien.

Synet p&aring; v&aelig;rdien af den dybe samtale skiller i den grad v&aelig;rt og g&aelig;st fra hinanden i dette allersidste kapitel, for mens Knud Romer vil have en florets afstand mellem sig selv og andre mennesker, s&aring; vil Hassan Preisler helt ind p&aring; livet af Knud, ind bag alle maskerne. Han vil af med personaer, statuer og h&aring;nddukker og forbinde sig til den s&aring;rbare og stille Knud, som han ved findes et sted derinde. &raquo;Det er jo ikke en floret, du holder op, men er tre meter lang og ekstremt spids lanse!&laquo; udbryder Hassan Preisler efter utallige fors&oslash;g, der alle ender i lange fort&aelig;llinger fra en fjern fortid, litteraturreferencer og citater af Rilke og Heidegger. P&aring; den m&aring;de kan man sige om det afsluttende afsnit, at det mere er en prolog og epilog til Det n&aelig;ste kapitel, end et egentligt program, og at det p&aring; s&aring;ledes b&aring;de er en fuldst&aelig;ndig tryg og fuldst&aelig;ndig forudsigelig afslutning p&aring; serien.

Det allersidste kapitel med Knud Romer: »Psykotisk ultravold!«

Forfatter Thomas Korsgaard ved godt, at det er usædvanligt at være fuldstændig familieløs, og det skærer ham da også i hjertet, at han ikke ser sine yngre søskende. Det er jo sådan med nogle mennesker, at man har alt til fælles, men ikke deler noget som helst,« forklarer han. Kan det være en form for kærlighed, eller er det alene en afvisning, når familiemedlemmer vender sig bort fra hinanden, og er det reel frihed eller fylder fraværet i virkeligheden langt mere? Thomas Korsgaard har via sin gennemgående romankarakter, Tue, undersøgt sin dramatiske barndom og ungdom, men nu er han lagt i graven, for trilogien er afsluttet! Og hvad skal der så ske? Måske skal den fysiske uafhængighed brydes, for at opnå den mentale frihed, som den nu 26-årige forfatter stadig sætter højest og længes allermest efter.

Forfatter Thomas Korsgaard ved godt, at det er us&aelig;dvanligt at v&aelig;re fuldst&aelig;ndig familiel&oslash;s, og det sk&aelig;rer ham da ogs&aring; i hjertet, at han ikke ser sine yngre s&oslash;skende. Det er jo s&aring;dan med nogle mennesker, at man har alt til f&aelig;lles, men ikke deler noget som helst,&laquo; forklarer han. Kan det v&aelig;re en form for k&aelig;rlighed, eller er det alene en afvisning, n&aring;r familiemedlemmer vender sig bort fra hinanden, og er det reel frihed eller fylder frav&aelig;ret i virkeligheden langt mere? Thomas Korsgaard har via sin gennemg&aring;ende romankarakter, Tue, unders&oslash;gt sin dramatiske barndom og ungdom, men nu er han lagt i graven, for trilogien er afsluttet! Og hvad skal der s&aring; ske? M&aring;ske skal den fysiske uafh&aelig;ngighed brydes, for at opn&aring; den mentale frihed, som den nu 26-&aring;rige forfatter stadig s&aelig;tter h&oslash;jest og l&aelig;nges allermest efter.

Thomas Korsgaard: Fuldstændig famlieløs!

Karen Bro nåede for få år siden toppen af sin karriere som chefredaktør for Ekstra Bladet. Hun var for alvor lykkedes med at »blive en af drengene,« sådan som hun havde lært sig det, siden hun var helt ung. Det begyndte i kostalden med farens dårlige selvværd og fortællinger om, at »vi kan ingenting!«. Som lille pige ville Karen således bevise sig for ham, og derfor sørgede hun for at være allerbedst i skolen. Men han så det ikke. »Det er tarveligt. Han kunne godt have rost mig,« udbryder Karen Bro. Faren døde pludseligt, og da Karens barndom var faldet fra hinanden, voksede hendes behov for at markere sig endnu større. Hun fandt et umuligt tilhørsforhold i mandefællesskaberne omkring formiddagsbladede, BT og Ekstra Bladet. Her skulle hun lukke munden på den dæmon, der sad på hendes skulder og fortalte hende, at hun ikke duede til noget som helst og lige om lidt ville blive afsløret.

 

Karen Bro n&aring;ede for f&aring; &aring;r siden toppen af sin karriere som chefredakt&oslash;r for Ekstra Bladet. Hun var for alvor lykkedes med at &raquo;blive en af drengene,&laquo; s&aring;dan som hun havde l&aelig;rt sig det, siden hun var helt ung.&nbsp;Det begyndte i kostalden med farens d&aring;rlige selvv&aelig;rd og fort&aelig;llinger om, at &raquo;vi kan ingenting!&laquo;. Som lille pige ville Karen s&aring;ledes bevise sig for ham, og derfor s&oslash;rgede hun for at v&aelig;re allerbedst i skolen. Men han s&aring; det ikke.&nbsp;&raquo;Det er tarveligt. Han kunne godt have rost mig,&laquo; udbryder Karen Bro.&nbsp;Faren d&oslash;de pludseligt, og da Karens barndom var faldet fra hinanden, voksede hendes behov for at markere sig endnu st&oslash;rre. Hun fandt et umuligt tilh&oslash;rsforhold i mandef&aelig;llesskaberne omkring formiddagsbladede, BT og Ekstra Bladet. Her skulle hun lukke munden p&aring; den d&aelig;mon, der sad p&aring; hendes skulder og fortalte hende, at hun ikke duede til noget som helst og lige om lidt ville blive afsl&oslash;ret.
&nbsp;

Mathilde Walter Clark: ”Nej, jeg har ikke fået børn. Og jeg har heller ikke...

In 1 playlist(s)

Det næste kapitel

Social links

Follow podcast

Recent clips