Frederik Cilius forstår ikke, at nogen opfatter ham som meget voksen. Bare fordi han elsker klassisk musik, går ulasteligt klædt og taler med en gammeldags diktion. For selv føler han sig nærmest som den yngste dansker overhovedet. En forkælet efternøler, der fik andre til at lave sine lektier, og som stadig er i tvivl om næsten alt. Én ting har han nu lært: At det bedste tit opstår i en blanding af planlægning, terperi og fri leg. Noget voksent og noget ikke-voksent. Både god musik, god humor og måske endda et godt liv.