Den verdensberømte sanger blev barnestjerne i Disney-serien om pigen Hannah Montana, der i al hemmelighed var en superstjerne. I morgen udkommer hendes 8. album, og dermed tager hun endnu et skridt væk fra den figur, der skød hendes karriere i gang.
(01:32) Jon Stephensen er i stormvejr på grund af en række sager fra hans tid i teaterbranchen, der klæber sig til ham, og som for alvor er kommet frem i lyset siden han blev folketingsmedlem og kulturordfører for Moderaterne. For selvom han også var et stort navn før sin politiske karriere, så er medieopmærksomheden på et helt nyt niveau, når du får adgangskort til Christiansborg. Som vælgere er vi nemlig ekstra allergiske overfor møgsager hos de mennesker, vi selv har stemt ind i magtens korridorer. Kilde: Christoph Houmann Ellersgaard, lektor på CBS og magtforsker.
(10:25) Tidligere på ugen fortalte regeringen, at de vil sige officielt undskyld til de børn, unge og voksne, der blev anbragt i åndssvageforsorgen og her blev udsat for overgreb og svigt i perioden fra 1933 til 1980. Undskyldningen kommer oven i to højaktuelle historier om danskere, der ikke har passet ind i samfundet: Afvigernes ø, en bog om 743 mænd, der blev fjernet fra samfundet og anbragt på Livø, og Ustyrlig, en film om den uregerlige 17-årige Maren, der bliver sendt til Sprogø. De to fortællinger vil have os til at lære af fortidens fejl. Kilder: Maria Clement Hagstrup, museumsinspektør på Vesthimmerlands Museum og forfatter til Afvigernes ø. Sara Smed, faglig konsulent på Ustyrlig og museumsleder på Danmarks Forsorgsmuseum.
(37:26) Miley Cyrus er en fabelagtig musikalsk kamæleon, som smyger sig ind og ud af genrer og covers med så stort et overskud, at hun næsten kan have svært ved at finde sig selv. Hendes karriere har været et stort og succesfuldt opgør med det pæne, polerede og pussenussede, hun blev verdensberømt for som Hannah Montana. Og paradoksalt nok er hun næsten bedst, når hun kopierer andre med sine coversange. Kilde: Jennifer Frydensbjerg Lehmann, popkultur-skribent for Soundvenue.
Vært: Mathias Wissing. Tilrettelagt af: Lene Grønborg, Louise Østerlund, Søren Berggreen Toft.