Ugens højdepunkter fra Kulturmagasinet KRÆS
(02:25) Moderaternes skandaleramte kulturordfører Jon Stephensen møder heftig kritik fra teaterbranchen, hvor han i TV2 beskyldes for manipulation, trusler og magtmisbrug. Beskyldningerne lander oven i en bunke kritiske sager. Dramatiker William Lippert, der fortæller om, hvordan han i 2021 oplevede samarbejdet med Jon Stephensen på Aveny T som dybt ubehageligt. Den fornemmelse fik han især, efter at Jon Stephensen på et møde sagde til ham, at han ikke skulle skrive en såkaldt "bøsseforestilling". Gæst: William Lippert, dramatiker.
(12:06) Glenn Bech har været bannerfører for en ny debat om klassekampen, som har hærget debatspalterne i de danske medier siden han udgav Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet. Men nu undrer forfatter Merete Pryds Helle sig over, hvorfor Glenn Bech og franske Edouard Louis løber med al æren for at have sat klasse til debat, når blandt andre hun selv har skrevet om klasse og social mobilitet i årevis. Kilder: Merete Pryds Helle, forfatter. Lotte Folke, redaktionschef for Opinion i Politiken. Mathies G. Aarhus, litteraturforsker.
(33:52) Dokumentarfilmen "De umyndige" følger Danmarks første krisecenter for børn. For at passe på de medvirkende, har de unge mulighed for at trække sig -også efter premieren, fortæller instruktøren bag. Gæst: Mette Korsgaard, journalist og instruktør.
(48:49) Miley Cyrus har brugt sin karriere på at kappe alle bånd til Disney-figuren Hannah Montana, der gjorde hende verdensberømt barnestjerne. Nu er hun aktuel med sit ottende album ”Endless Summer Vacation.” Gæst: Jennifer Frydensbjerg Lehmann, popkultur-skribent for Soundvenue.