Lars-Emil Woetmann dømmer en hjemløs. Manden har taget kvælertag på en tilfældig borger i et S-tog. Digteren er domsmand i byretten og omsætter dommene til digte. Jeg dømmer anden-g-er, Jeg dømmer dame omkring de 50, Jeg dømmer mand uden papirer, er blandt titlerne i Woetmanns digtsamling »Af det almene«.

Men hvor går grænsen for lyrisk dokumentarisme? Og hvorfor er Woetmann trådt ind på scenen efter tyve år i den litterære undergrund? I denne uges udgave af Poesibogen på Weekendavisen fortæller Lars-Emil Woetmann om at skrive på en blodprop, blive mindre politisk efter nærdøden og udfordre de etablerede forlag med en stork.

See omnystudio.com/listener for privacy information.