Henrik Nordbrandt husker sin fødsel.
Han husker tyskernes bombardement af Shell-huset en time efter han kom til verden.
Og som efterlod en baby i granatchok.
Han husker angsten, da hans mor efterlod hans skrigende lillesøster, et spædbarn med kolik, på skrivebordet, mens de gik en tur omkring søerne.
Han husker filmen om Auschwitz, synet af de udmagrede kroppe, som fik ham selv til at stoppe med at spise, indtil han seksten år gammel vejede 36 kilo trods sine 186 cm.
Han husker psykiateren, der serverede selvmordet for ham som et eksistentielt valg.
I denne uges Poesibogen fortæller Nordbrandt om sin autistiske hukommelse, den vilde væren i Mellemøsten, skriftens bydende nødvendighed, vreden mod verden, kongens foged og tilværelsens uventede forløsning i kærligheden.