Efter det franske nederlag til Nazityskland i juni 1940 indgik en ny regering under ledelse af den 84-årige marskal og krigshelt fra1. verdenskrig, Philippe Pétain, en våbenstilstandsaftale med den tyske besættelsesmagt. Aftalen gav den formelt set neutrale franske regering lov til at administrere den østlige del af landet i samarbejde med den tyske besættelsesmagt. Styrets hovedsæde lå i kurbyen Vichy, hvorfor eftertiden siden har benævnt Pétains regering som ”Vichy-styret”. Vichy-styret gik under, da de allierede i løbet af sommeren og efteråret 1944 generobrede store dele af Frankrig, og tyskerne flyttede Pétain med til Tyskland, der dog selv søgte tilbage via Schweiz i april 1945.  I sommeren 1945 begyndte så en retssag mod Pétain, der også fik betydelig international opmærksomhed. Retten forløb i tre uger. En jury skulle afgøre, om Pétain var en forræder, der i al for høj grad havde samarbejdet med tyskerne eller om han fortsat var fædrelandets helt og skjold, der blot havde forsøgt at mildne konsekvenserne for franskmændene under besættelsen. Sagen endte med, at Pétain blev idømt dødsstraf, der dog blev ændret til livsvarigt fængsel. Alligevel er Frankrig aldrig blevet færdig med at diskutere hverken retssagen eller Pétains skyld. Diskussionerne fortsatte i årtierne efter krigen og helt op til vores tid. I programmet medvirker lektor og ph. D. i fransk ved Københavns Universitet, Jørn Boisen og vi taler om sagen mod Pétain og Vichy-styret med udgangspunkt i den britiske historieprofessor Julian Jacksons bog: ”France on Trial: The case of marshall Pétain” på dansk: Frankrig på anklagebænken: Marskal Pétain-sagen.

Under den sovjetiske sommeroffensiv Operation Bagration i juni 1944 led Tysklands sit største militære nederlag nogensinde. Tilsvarende vandt Sovjetunionen sin største sejr. Offensiven fulgte lige i hælene på de Vestallieredes invasion i Normandiet efter D-dagen den 6. juni, som dermed skulle sætte Hitler under maksimalt pres på flere fronter. Officielt begyndte Operation Bagration den 22. juni og kun 12 dage senere stod det klart, at den tyske værnemagt havde mistet en armégruppe, tre arméer og 21 ud af 35 divisioner svarende til 300.000 soldater. Samtidig havde Den Røde Hær flyttet fronten 350 km mod vest og undervejs generobret store byer som både Minsk og Vilnius. Da slaget endte den 17. august, var de sovjetiske styrker nået helt til Østersøen. Operation Bagration blev Sovjetunionens største sejr under Anden Verdenskrig, men alligevel er det en bedrift, der slet ikke får samme opmærksomhed som andre af verdenskrigens militære slag og operationer. Hvordan kan det være? Hvorfor gik det som det gik, og hvilken betydning fik slagets udfald for resten af krigen? I denne udgave af Hitlers Æselører medvirker historiker og rigsarkivar Steen Andersen, og vi svarer på spørgsmålene og taler om Operation Bagration med udgangspunkt i den amerikanske historiker og ekspert i den tyske værnemagts historie Robert M. Citinos bog: ”The Wehrmachts last stand” med undertitlen ”The German Campaigns 1944-45. Bogen er udkommet på University Press of Kansas i 2017.

I et tidsrum på kun 12 år myrdede to regimer – Hitlers Nazityskland og Stalins Sovjetunionen - 14 millioner mennesker. Katastrofen overgik alle indbyggere, men især ældre, kvinder og børn var særligt udsatte for forbrydelserne, der fandt sted i et stort geografisk landområde, der lå mellem det daværende Tyske Rige og det vestlige Rusland. I 2010 udgav den amerikanske professor Timothy Snyder en opsigtsvækkende og rost bog med titlen ”Bloodlands - mellem Stalin og Hitler”, hvor han beskrev disse blodlande, og hvor især jøder, polakker og ukrainere på forskellig vis fik lov at betale en meget høj pris for tyrannernes paranoia eller forskruede og forbryderiske stormagtsidéer. ifølge Snyder bestod Blodlandene af de baltiske lande, Hviderusland/Belarus, det østlige af nutidens Polen, hele Ukraine, men også grænseområderne i det vestlige Rusland herunder Leningrad. Først blev millioner af ukrainerne udsultet til døde af Stalin i begyndelsen af 1930’erne. Siden i slutningen af årtiet udrensede det sovjetiske sikkerhedstjeneste NKVD 700.000 etniske polakker i Belarus, Ukraine og det af Sovjet besatte Polen, hvor hovedparten blev skudt. Fra 1941 lod Hitler millioner af sovjetiske krigsfanger sulte ihjel, som led i en stor plan, Generalplan Ost, der skulle udrydde millioner af østeuropæere for at give plads til tyske bosættelser i området og deportere jøderne. Planen gik dog i vasken, da værnemagten blev stoppet af Den Røde Hær. I stedet gik nazisterne i gang med at opføre dødsfabrikker, der kunne tage livet af jøderne. I udsendelsen medvirker Berlingskes mangeårige historiebog-anmelder, journalist og historiker Bent Blüdnikow.

Faldskærmsoldaterne i Easy-kompagniet i det 506. infanteriregiment fra USA's 101. luftbårne division ”The Screaming Eagles” holdt i 1988 et veterantræf, hvor de mødtes og mindede deres bedrifter under invasionen af Vesteuropa. De blev kastet ned over Normandiet om natten før D-dagen 6. juni 1944, hvor de deltog i de hårde kampe, der sikrede de allierede fremrykning fra invasionsstranden Utah. Siden var Easy-kompagniet med også under Operation Market Garden i Holland og kampen om Bastogne under Ardennerslaget. Det blev også til mere muntre historier om hvordan kompagniet plyndrede Görings vinkælder i Berchtesgaden for 10.000 flasker champagne. Tilstede under træffet var også den berømte historiker Stephen Ambrose, som nedskrev alle beretningerne fra beretninger. Det blev sidenhen til den berømte bog fra 1992 og den endnu mere berømte TV-serie ”Band of Brothers” - på dansk ”Kammerater i krig” fra 2001. En TV-serie, der blev skabt af skuespilleren Tom Hanks og filminstruktøren Stephen Spielberg og som i øvrigt også havde Ambrose både som medproducent og historisk konsulent. I programmet medvirker Jakob Sørensen er en af vores mest vidende historikere om især krigen i Vesteuropa i slutningen af 2. verdenskrig, har selv udgivet flere bøger om både D-dagen og Ardennerslaget og har desuden skrevet forordet til den danske udgave af ”Kammerater i krig”, der udkom første gang i 2005.

Danske læger var særdeles aktive i modstandskampen. Lægerne var blandt de første til at opleve de alvorlige virkninger af den tyske besættelse af Danmark tidligt om morgenen den 9. april 1940, hvor de måtte tage sig af sårede danske soldater efter træfningerne med den tyske værnemagt. Opsigtsvækkende mange læger protesterede tidligt mod regeringens samarbejdspolitik med tyskerne og hele tre læger blev sidenhen medlemmer af Danmarks Frihedsraad, der blev et samlende organ for modstandsbevægelsen. Læger lokalt deltog også tidligt og aktivt i modstandskampen lokalt rundt om i landet, ikke mindst fordi læger havde tilladelse til at komme overalt, og rådede de over bil og fik benzinrationer, der blandt andet gjorde det muligt at transportere sabotører og flygtende jøder. Da tyskerne i slutningen af krigen iværksatte modterror gik det hårdt ud over lægerne, i det 10 læger blev myrdet som en del af de alt 100 såkaldte clearing-drab, som tyskerne og deres danske håndlangere udførte som hævn for modstandsbevægelsens stikkerlikvideringer. Læger var også aktive med at holde deres landsmænd i live i koncentrationslejrene under forfærdende forhold og ydede en stor indsats for at mange politifolk og modstandsfolk overlevede opholdet. Lægernes indsats i modstandskampen er udførligt beskrevet i bogen ”Krigere uden våben” af journalist ved Ugeskrift for Læger, Klaus Larsen, der medvirker i programmet.

Den britiske efterretningstjeneste fik under Anden Verdenskrig placeret hemmeligt aflytningsudstyr blandt ca. 14.000 tyske krigsfanger, hvor man uden deres vidende optog deres indbyrdes samtaler, der siden blev skrevet ned ord for ord. Hensigten var at afsløre tyskernes militære planer og hemmeligheder, men samtalerne gav også et unikt indblik i soldaternes forestillingsverden, oplevelser og synspunkter. De tyske soldater, flyvere og ubådsfolk fortalte forbløffende åbent og uden filter om, hvad de havde oplevet og foretaget sig under krigen herunder om de havde slået andre mennesker ihjel og deres indstilling til nazisterne og deres politik. Det var den tyske historiker Sönke Neitzel, der i 2001 tilfældigt kom undervejs med de britiske aflytningsrapporter, som fyldte 50.000 sider. Sammen med socialpsykologen Harald Welzerm, satte han sig for at udgive og fortolke materialet i bogen ”Soldater om krig, drab og død”, der også udkom på dansk i 2013. I programmet medvirker socialpsykologJohannes Lang, der er seniorforsker på DIIS – Dansk Institut for internationale studier.

I oktober 1943 undslap 7000 danske jøder nazisternes arrestationer ved at flygte til Sverige, men 472 andre danske jøder fik en hårdere skæbne. Næsten alle arresterede blev sendt til ghettoen Theresienstadt nord for Prag i det daværende tyske protektorat Böhmen-Mähren i nutidens Tjekkiet. I de næste 18 måneder forsøgte de danske jøder at overleve i en overfyldt lejr, hvor man især i begyndelsen var udsat for at dø af mangel på mad og medicin og de usle forhold, de var tvunget til at leve under. Samtidig levede danske jøder i konstant uvished, om de ligesom andre jøder i lejren ville ende opholdet med at blive stuvet sammen i kvægvogne, og i togtransporter sendt østpå til, hvad der siden viste sig at være døden i udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau. I programmet medvirker Silvia Goldbaum Tarabini, cand.mag. i litteraturvidenskab og ph.D. i moderne historie, der i 2023 er udkommet med bogen ”Danske jøders liv og død i Theresienstadt”, hvor hun lader de overlevende danske jøder komme til orde om deres grumme skæbnefortællinger fra opholdet i ghettoen.

Tyske marinesoldater forsøgte ad flere omgange under den Anden Verdenskrig at etablere vejrstationer i Nordøstgrønland. Det mest succesfulde forsøg fandt sted i august 1942, hvor tyskerne oprettede vejrstationen Holzauge i Hansa-bugten. De blev imidlertid opdaget af danske patruljefolk i marts 1943, og det førte til flere træfninger, hvor en dansk patruljemand blev dræbt. Tyskernes leder endte dog med at blive taget til fange, men skete det frivilligt? I årenes løb er historierne gået om, hvad der egentlig var foregået i form af fælles forståelse mellem de to mænd, fangstmanden Marius Jensen og den østrigske søofficer Hermann Ritter, inden de begge nåede frem i sikkerhed til byen Scoresbysund, der i dag hedder Ittoqqortoormiit. I bogen ”Krigen i Nordøstgrønland” fortæller tidligere overlæge Jens Erik Schultz den sælsomme historie om den lille krig udkæmpet af ”verdens mindste hær”, bestående af grønlændere, nordmænd og danskere, der kørte på hundeslæder og var bevæbnet med jagtrifler.    I programmet medvirker Schultz’ gode ven, forlægger, Nordøstgrønlands-kender samt forhenværende Siriuspatruljemand Peter Schmidt Mikkelsen.

Canada deltog fra begyndelsen af 2. verdenskrig i kampen mod Hitler, men landets store indsats især med befrielsen af Vesteuropa har i eftertiden dog stået lidt i skyggen af USAs og Storbritanniens bedrifter. Det var canadiske styrker, der foretog det fatale angreb på havnebyen Dieppe den 19. august 1942, der endte i en katastrofe, hvor også to danske krigsdeltagere blev dræbt. På selve D-dagen 6. juni 1944 gik 14.000 canadiere i land på Juno-stranden, og herfra var Canadas hær med i kampene i Normandiet, i befrielsen af kanalkysten, Belgien, Slaget om Schelde i Holland og i erobringen af Ruhr-distriktet frem til den tyske kapitulation i maj 1945. I næsten et år deltog to danskere - den bornholmske kvægavler John Andreasen og den københavnske sømand Niels Wiesnek – som indrulleret i canadisk krigstjeneste i alle de nævnte kampe frem mod sejren. Begge nedskrev deres krigsoplevelser, og de danner baggrund for bogen ”Under Fremmed Muld”, der i foråret 2023 udkom på forlaget Turbine.  En af bogens forfattere, cand.mag. i historie, militærhistoriker og major af reserven Niels Klingenberg Vistesen medvirker i programmet, hvor vi taler om den canadiske krigsindsats og de to danske krigsdeltageres beretninger.    

I årtier har forfatteren Sven Hazels romaner om tyske soldater i en straffebataljon på Østfronten under 2. verdenskrig gået sin sejrsgang blandt begejstrede læsere med op mod 60 millioner solgte eksemplarer. Hazel selv har hævdet, at han selv deltog som tysk soldat under krigen i en panserbataljon, der kæmpede i Ukraine, og romanernes gennemgående jeg-fortæller hedder netop ”Sven”, hvilket sikkert har fået læserne til at spekulere over, i hvilken grad bøgerne indeholdt Hazels egne oplevelser. I mange år har det stået klart, at Sven Hazels rigtige navn var Børge Villy Redsted Pedersen, der både før og under besættelsen begik kriminalitet blandt andet ved at optræde i selvkomponerede uniformer. Men hvad foretog Hazel sig egentlig under krigen? Havde han været i krig på Østfronten, som han hævdede? Og blev han ikke efter krigen idømt fængselsstraf for landsforræderi? Hvad havde han gjort? Skrev han i øvrigt selv sine bøger eller var det i virkeligheden hans kone? Hazel forblev i mange år en genstand for spekulation, i det hele hans sag forsvandt, da en medarbejder ved Rigsarkivet i 1979 tog den med hjem. I en ny bog ”Den falske løjtnant” kaster forfatter Martin Q. Magnussen nyt lys på gåden om den måske mest omdiskuterede danske forfatter i det forrige århundrede. Vi hører om hans rolle som både stikker og HIPO-mand under krigen, men også hvordan han efter krigen, som anklagemyndighedens vidne fik held til at forplumre en ikke uvæsentlig del af retsopgøret, hvor personer uretmæssigt blev enten retsforfulgt eller uskyldigt dømt for landsforræderi.

Polakkernes opstand i Warszawa mod den tyske besættelsesmagt varede i 63 dage fra 1. august 1944 og indtil modstandsfolkene nedlagde våbnene den 2. oktober. Opstanden blev det største oprør mod tysk overmagt i det besatte Europa under Anden Verdenskrig. Opstanden har fået mytisk karakter, og er for nutidens Polen en vigtig national fortælling om tapre kæmpende polske patrioter. Noget enestående fik de overlevende ved opstandens ophør hidtil usete rettigheder af nazisterne, da de opnåede status som allierede krigsfanger og dermed undgik øjeblikkelig henrettelse. Historien om opstanden handler dog i særlig grad også om det politiske spil, der undervejs foregik mellem de allierede magter og den polske eksilregering i London, hvor den sovjetiske diktator Josef Stalin - dengang og siden - blev beskyldt for et kynisk magtspil, hvor han længe lod Den Røde Hær stå passivt nær Warszawa og dermed undlod at komme opstanden til undsætning. Formentlig var hans motiv at lade tyskerne nedkæmpe den polske hjemmehær i Warszawa, så han senere selv slap for at afvæbne den, når Den Røde Hær med tiden erobrede den polske hovedstad. Historien om opstanden og det politiske spil mellem de allierede magter er blandt andet beskrevet i bogen ”Rising 44” (opstand 44) af den britiske historieprofessor Norman Davies. I programmet medvirker historiker Steen Andersen, der er seniorforsker og arkivar ved Rigsarkivet.

For to generationer siden var Kelvin Lindemann en kendt forfatter, hvis værker stod overalt i danske hjem. Hans historiske roman ”Den kan vel frihed bære” fra 1943 om det bornholmske oprør mod svenskerne i 1659 blev forbudt af censuren. For bogen blev læst som en klar opfordring til at gå til modstand mod den tyske besættelsesmagt. Lindemann gik også selv ind i modstandsarbejdet, som forlægger af forbudte bøger, som organisator for transporterne af jødiske landsmænd til Sverige og ikke mindst som en central figur tæt på ledelsen af modstandsorganisationen ”Holger Danske” under modstandsmanden Jens Lillelund. I 1944 gik det dog galt, da en stikker under dramatiske omstændigheder forsøgte at arrestere Lindemann. Det lykkedes dog forfatteren at flygte til Sverige, hvor han fortsatte modstandsarbejdet ved blandt andet at skrive både en bog og et filmmanuskript om den danske modstandsbevægelse. I bogen ”Kelvins krig” skildrer hans barnebarn journalist ved TV2, Anders Lindemann, morfarens liv fra ludfattig dreng fra et højborgerligt miljø til ung antikommunistisk skribent, krigskorrespondent og succesfuld forfatter, der i slutningen af 1930’erne flirtede med højreradikale og antidemokratiske strømninger, men som dansk nationalist blev aktiv modstandsmand i opposition til nazismen.

1. og 30. september 1941 myrdede SS-Einsatsgruppe C, tysk politi og ukrainske hjælpere 33.771 sovjetiske jøder – mænd, kvinder og børn – med koldt blod. De blev alle skudt og efterladt i en slugt, der lå i udkanten af det nordvestlige Kyiv. Eftertiden husker ugerningen som Babij Jar-massakren, der blot var én blandt utallige forbrydelser som nazistiske massemordere fra flere forskellige korps under SS foretog i kølvandet på overfaldet af Sovjetunionen den 22. juli 1941. I begyndelsen udførte nazisterne Holocaust, dvs. folkemordet på Europas jøder, ved at skyde mennesker og begrave dem i massegrave, men med tiden udtænkte man og byggede dødslejrene med gaskamrene. Og denne uhyggelige udvikling skete netop på baggrund af nazisternes blodige første erfaringer med massenedskydninger af halvanden million jøder – i alle aldre - i Polen, Hviderusland og Ukraine. Gerningsmændene blev rekrutteret af den øverste leder af SS Heinrich Himmler og bestod af hårdkogte forbrydere, lejrpersonale fra koncentrationslejrene, men også af almindelige politifolk fra ordenspolitiet. I programmet medvirker historiker og journalist Simon Schultz van Engeland, der er aktuel med bogen ”Hitlers Dødsgrupper – Holocaust før gaskamrene”.

”Aldrig har så mange - haft så få - at takke for så meget”. Sådan sagde Storbritanniens premierminister Winston Churchill om den forholdvis lille skare af Royal Air Forces jagerpiloter, der udkæmpede og vandt historiens første luftslag, ”Slaget om England”, fra sensommeren 1940 og et par måneder frem. I denne udgave af Hitlers Æselører taler vi om baggrunden for slaget. Hvor alvorligt ment var Hitlers invasionsplaner med ”Operation Seelöwe”? Hvad var Luftwaffes taktik under slaget og kunne tyskerne have vundet med den rigtige taktik? Var briterne egentlig tilstrækkeligt forberedt? Hvilke faktorer blev afgørende for, at briterne med tiden fik afvist det tyske angreb, og dermed vandt slaget, til trods for at tyskerne faktisk fortsatte med at bombe britiske byer et halvt år mere under den kampagne, som siden er kendt som ”Blitzen”? Var den tyske jager Messerschmidt BF109 den britiske Spitfire overlegen i de såkaldte dogfights? De spørgsmål og mange andre, prøver historiker Steen Andersen og Jarl Cordua at besvare i programmet, hvor vi har tager udgangspunkt i bogen ”Battle of Britain – Myths and Realities,” skrevet af historie-professor ved Exeter University, Richard Overy.

Julen 1942 blev speciel for mange af de mennesker, der oplevede den. For på det tidspunkt var alle verdens store nationer drevet ind i Anden Verdenskrig, der nu rasede både i Europa, Afrika og Asien samt i Atlanten og på Stillehavet. Det er temaet i bogen ”Den Mørkeste Vinter” om krigsjulen 1942. Millioner af unge mænd og kvinder var sendt i kamp til fjerne steder af verden eller også var de flygtet, fordrevet eller sad i fangelejre. Julefejringen udgjorde dog stadig for mange soldater, fanger og flygtninge et håb i det buldrende mørk, der omgav dem. Selv bødler og mordere fejrede jul med fanger i fangelejre og koncentrationslejre, og især for nazisterne var meget opsatte på, at tyske soldater ved fronten og civilbefolkningen havde rigeligt med julemad, julehilsner og gaver, som de gerne stjal fra jøderne. For mange amerikanske soldater indfangede Bing Crosbys julehit ”White Christmas” stemningen hos dem, der for første gang var langt hjemmefra og udkæmpede en krig, som de endnu ikke var helt sikre på, at de ville vinde. I programmet tager vi med forfatteren Peter Harmsen rundt i verden, hvor vi hører om forskellige menneskeskæbner fanget i krigen, men som alligevel forsøger at fejre julen. Vi begynder i Danmark, tager så til Tyskland og fortsætter vestover til USA, Kina for at ende på Østfronten i Stalingrad, hvor de indesluttede tyske soldater er ved at bukke under af sult, men alligevel forsøger at fejre jul.

I maj 1945, da 2. Verdenskrig i Europa var tæt på enden, holdt den sidste nazistiske regering ud på Marineskolen Mürwik i udkanten af Flensburg. Her fik regeringen under ledelse af Hitlers efterfølger Storadmiral Karl Dönitz lov at virke helt frem til den 23. maj, hvor den længe havde fortsatte sine ugerninger. Selv en lille uge efter den endelige kapitulation den 8. maj fik Dönitz-regeringen endda lov til at udstede dødsdomme, som gik ud over de soldater, der havde deserteret inden kapitulationen. Flensborg blev i denne sidste tid også et tilflugtssted for nazister med krigsforbrydelser på samvittigheden. Nazisterne kaldte selv ruten for ”Rottelinje Nord”, og flere af de mest prominente for eksempel SS-lederen Henrich Himmler og Auschwitz-kommandanten Rudolf Höss opholdt sig i maj 45 ganske tæt på den danske grænse. De blev dog til sidst taget til fange, mens andre op mod 3000 nazistiske krigsforbrydere i årene herefter formåede at gemme sig blandt lokalbefolkningen i Flensborg uden nogensinde at blive retsforfulgt. Mange af disse historier er for nyligt blevet samlet i en ny bog ”Nazisternes sidste tilflugtssted” af journalist Hans Christian Davidsen, der til daglig er kulturredaktør på den dansksprogede Flensborg Avis. Davidsen medvirker i dette program, hvor vi kommer godt omkring Flensburgs bemærkelsesværdige historie i maj 1945.

Om aftenen den 1. oktober 1943 indleder den tyske besættelsesmagt interneringen af de danske jøder og udlændinge med jødisk baggrund. Lykkeligvis undslipper langt de fleste af de 7.000 jøder, der dengang boede i Danmark. Dog må under 500 jøder i fangenskab i koncentrationslejren Theresienstadt, hvor flere undervejs mister livet. Forinden er oplysninger om ”Jøde-aktionen” sivet fra en tysk embedsmand til danske politikere, der derfor når at advare det jødiske samfunds ledere om, at de er i fare. Truslen får en lang række almindelige borgere herunder flere jøder til medvirke i arbejdet at redde jøderne. De skjules i private hjem og på københavnske hospitaler for så senere i nattens mulm og mørke at blive smuglet til Sverige i fiskefartøjer over Øresund, mens Kystpolitiet og tysk politi patruljerer kysterne. Meget tyder på, at den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best spiller et dobbeltspil undervejs. Han tager initiativ til Jødeaktionen, men det er også ham, der formentlig samtidig sørger for, at jøderne når at flygte inden. I programmet medvirker historiker Simon Kratholm Ankjærgaard, der er aktuel som forfatter til bogen ”Oktober 1943” med undertitlen ”De danske jøders flugt og fangenskab.”

Det var helt almindelige mænd og kvinder fra Tyskland og Østrig, der ofte frivilligt deltog i nazisternes dødsmaskineri. Først lod disse mennesker sig rekruttere til det hemmelige mord på Tysklands sindslidende og handicappede, som gik under den stærkt eufemistiske betegnelse ”medlidenhedsdrab”, hvor 70.000 overvejende tyskere og østrigere mistede livet. Siden fortsatte 120 af de samme folk deres morderiske karriere som medhjælpere i folkedrabet på Europas jøder. Det skete som deltagere i mordprogrammet ”Aktion Reinhardt”, hvor nazisterne i tre dødslejre i Polen myrdede 1,7 millioner mennesker. I en ny bog ”Ondskabens Ansigter” portrætterer holocaustarkæolog Anders Otte Stensager nogle af disse forbrydere. I programmet medvirker Stensager og forsøger at besvare spørgsmål om, hvem disse mennesker var? Hvad motiverede dem i deres modbydelige gerninger? Hvad foretog de sig af forbrydelser? Og hvad blev deres senere skæbne i mødet med de allieredes og siden hen i det senere vesttyske retsopgør?

”Operation Chastise” er historien om Royal Air Force-eskadrillen 617 under ledelse af den legendariske Wing Commandor Guy Gibson, der i nattetimerne omkring den 16. og 17 maj 1943 foretog en af de dristigste aktioner fra luften under 2. verdenskrig. Bedriften er gået over i historien, den blev filmatiseret i 1955 og fik varig betydning for briternes selvforståelse. 19 Lancaster-bombemaskiner fløj ud fra en flybase i England med en til lejligheden særligt konstrueret bombe med den mission at ødelægge flere tyske dæmninger. Det lykkedes  ved floderne Möhne og Eder, der lå i Tysklands industrielle hjerte Ruhr-distriktet. Hullerne i dæmningerne medførte kæmpebølger, der oversvømmede store dele af områdets industrielle anlæg og fabrikker, kraftværker, miner og meget andet til skade for tysk krigsindustri. Desværre omkom også hundreder af civile tyskere og sovjetiske krigsfanger. Den kendte britiske journalist og redaktør Max Hastings, der har et omfattende forfatterskab om Anden Verdenskrig bag sig, udgav i 2019 bogen ”Operation Chastise” med undertitlen ”The Dambusters”. Bogen danner grundlag for udsendelsen, hvor historiker, seniorforsker og arkivar ved Rigsarkivet, Steen Andersen medvirker.

En gruppe unge danske nazister fra Lolland udgjorde grundstammen i en lille terrorgruppe, der var aktiv i den politiløsetid fra efteråret 1944 og frem til befrielsen i maj 1945. Schiølergruppen blev ledet af to østfrontfrivillige, som oprindeligt fik til opgave af Tysklands militære kontraspionage Abwehr om at forberede sabotageaktioner efter en tysk kapitulation i Danmark. Ventetiden brugte gruppen dog hovedsageligt på at hjælpe den tyske besættelsesmagt og bistå det berygtede HIPO-korps med at optrevle modstandsbevægelsen i København. Omkring 120 danske modstandsfolk blev arresteret i det halve år, hvor Schiølergruppen virkede. Gruppen var dertil hensynsløs i sit arbejde og likviderede både modstandsfolk, som man antraf og andre eksempelvis egne medlemmer, som kunne udgøre en sikkerhedsrisiko. Ofte var likvideringerne ikke planlagte, men formentlig motiveret alene af hævn over den modstandsbevægelse, der på samme tid likviderede nazistiske meningsfæller og kolleger. Gruppen planlagde et egentligt terrorattentat og forsøgte også at myrde en dansk minister. I programmet medvirker historiker Lasse Bruun Jonassen, der er medforfatter til en bog om ”Schiøler-gruppen”, der udkom tilbage i 2012.

I 1930’ernes København opstod en lille, men særdeles synlig fanatisk nazistisk bevægelse under den karismatiske unge officer Wilfred Petersens lederskab, som stod i kraftig opposition til det langt større danske nazistparti DNSAP under ledelse af Frits Clausen. Under kampråbet ”Følg Wilfred” udførte Wilfred Petersens politiske sekt gadevold, grov kriminalitet og overfald på politiske modstandere samt på danske jøder. I hans Dansk Socialistisk Parti trivedes en stadig mere radikaliseret politisk subkultur, der tiltrak fattige og ofte rodløse arbejdsløse unge, som brugte partiets kontorer som varmestue og herberg, når de ikke agiterede for partifører Wilfred eller solgte den berygtede partiavis ”Stormen” på gaden. Til trods for at Wilfred Petersen var imod den tyske besættelse af Danmark, så udviklede han og hans partifæller sig efterhånden til politiske gangstere, som endda blev selv tyskerne for meget, og det kom også til et retsopgør efter krigen. Flere af Wilfreds følgere gik desuden ind i Frikorps Danmark, mens enkelte andre som ”Lille-Jørgen” blev aktive i tyskernes terrorkorps og henrettet efter krigen. I en ny bog ”Følg Wilfred” beretter ph.d. lektor i historie ved Roskilde Universitet, Claus Bundgård Christensen om Wilfred Petersens og hans partis betydning for den danske nazismes historie.

Jutta Graae (1906-1997) hører til både blandt de første og de største danske modstandsfolk. Meget tidligt gennemskuer hun faren ved nazismen og indgår allerede før besættelsen af Danmark i efterretningsarbejde for briterne, hvor Graae med tiden får hele tre dæknavne, herunder navnet ”Storfyrstinden”. Den københavnske modstandskvinde får under besættelsen en helt unik og central rolle i det endnu gryende modstandsarbejde, hvor hun især tager del i kurérarbejdet, fordeling af penge til modstandsbevægelsen og i arbejdet med at holde forbindelserne til SOE i London. Graae spiller også en positiv rolle i skabelsen af Danmarks Frihedsraad, hvor hun med sit begavede væsen og enestående diplomatiske evner formår at bringe ellers arge ideologiske modstandere sammen. Graae må dog i efteråret 1943 flygte til Sverige, hvor hun som flygtning fra bunden opbygger en dansk efterretningstjeneste. Siden ”headhuntes” hun til London, hvor blandt andet den britiske general Dewing gør brug af hendes mange evner. Efter krigen går Graaes indsats i glemmebogen. Måske fordi hun indtræder i arbejdet med at opbygge en ny dansk efterretningstjeneste, der kræver diskretion. I bogen ”Storfyrstinden” har forfatteren Trine Engholm Michelsen vakt Jutta Graaes enestående indsats i modstandskvinden til live, og forfatteren er gæst i programmet.

Danmark kom generelt ud af Den Anden Verdenskrig med et pænt ry. Ikke mindst fordi mange danskere hjalp vores jødiske landsmænd med at flygte til Sverige. Knapt så prangende fremstår vi, når vi skal forholde os til den kendsgerning, at 6.000 danskere meldte sig til Waffen-SS for at gå i tysk krigstjeneste i. Mange af de frivillige deltog desuden i nazisternes mord på jøder eller var som minimum vidne til SS’s mordkampagner, der tit fandt i de erobrede dele af Østeuropa og i de fangelejre, nazisterne drev. Her har det dog ofte været svært at føre bevis for danskeres konkrete medvirken. Dokumentationen er betydeligt mere overbevisende, når det gælder det konkrete mord på 200 jøder, som skete på den kaserne nær den østrigske by Graz, hvor danske SS-soldater i marts-april 1945, var indkvarteret. Her enten bevidnede eller deltog danskere i mindst én massakre på jøder, som tyskerne havde tvunget til slavearbejde. I årevis har oplysninger om myrderierne været henlagt i mørket, fordi danske myndigheder manglede viden herom. Selv tav de danske SS’ere tav om ugerningerne, som de enten deltog i eller var vidne til. I bogen ”Den Sidste Forbrydelse”, tager forfatteren Martin Q Magnussen os tilbage til en uhyggelig fortid, der afdækker de danske SS-soldater krigsforbrydelser, som først for nyligt er blevet afdækket for en dansk offentlighed. Forfatteren er med i dette afsnit nr. 100, der dermed er en jubilæumsudgave af ”Hitlers Æselører”.

Da ”Operation Weserübung” blev iværksat den 9. april 1940 overfaldt Nazityskland Norge og undervejs blev også Danmark besat. Med denne dristige operation, der involverede alle tre værn værnemagten, Luftwaffe og Kriegsmarinen kom Hitler de allierede lande - Storbritannien og Frankrig - i forkøbet. For briterne havde selv i nogen tid lagt planer for militære operationer i Norge og Sverige med henblik på at standse transporten af krigsvigtig svensk jernmalm til Tyskland, der om vinteren blev udskibet fra havnen i Narvik og beliggende kun få kilometer fra den svenske grænse. Nu måtte man gøre noget, mente regeringen i London. Det kom derfor til indsættelse af allierede, overvejende britiske, styrker i Norge blandt andet i og omkring den nordnorske havneby Narvik, der ellers indledningsvist havde overgivet sig til tyske tropper. Allierede styrker udkæmpede dog senere sammen med den norske hær flere mindre slag om byen med tyskerne, som endte med at overgive sig til de allierede. Forinden havde Royal Navy under to søslag i Narvik-fjorden nedkæmpet hele 10 tyske destroyere. Til trods for disse sejre blev indsatsen en fiasko, og de allierede måtte fortrække fra Norge allerede den 8. juni 1940 efter kun to måneders indsats. Hvorfor endte det på denne måde? Leder man efter årsagerne til fiaskoen, så skal de i mindre grad søges på slagmarken, men snarere findes hos de ansvarlige politikere og militære planlæggere i London. For her evnede man hverken at tænke strategisk eller føre sine egne idéer ud i livet, når det kom til stykket. Det mener i al fald den britiske officer og historiker John Kiszely, der har beskrevet historien i bogen “Anatomy of campaign – The British fiasco in Norway 1940”, der er udkommet på engelsk på Cambridge University Press. I programmet medvirker seniorforsker, historiker og rigsantikvar Steen Andersen, der selv har beskrevet perioden i sin bog ”Der er intet foruroligende om Danmark”.

Titusinder af tyskere begik selvmord i ugerne omkring Det Tredje Riges undergang. Nazitysklands krigsforbrydere herunder ganske mange generaler tog gift eller skød sig. Men også almindelige tyskere blandt dem især voldtagne og krænkede kvinder hængte sig selv fra træer eller lod sig drukne i floder. Tit tog de også deres børn med sig i døden. Selvmordsepidemien fulgte i sporene på den fremrykkende sovjetiske hær. Da den nåede til den østtyske provinsby Demmin, begik 1000 civile herefter selvmord. I bogen ”Lov mig, at du skyder dig selv” beretter den tyske historiker Florian Huber om masseselvmordene blandt almindelige tyskere og prøver at give nogle forklaringer på tragedien. Begik tyskere selvmord på grund af regimets propaganda eller reel frygt for de mange overgreb på civilbefolkningen, som vi i dag ved fandt sted? Var der en følelse af personlig skyld, skam eller bare en udbredt depression over udsigten til ”Tusindårsrigets” endeligt? Eller er selve nazismens solide greb om den tyske befolkning hovedforklaringen? I programmet medvirker historiker, forfatter og lektor ved Roskilde Universitet Claus Bundgaard Christensen

Under krigen sad 8000 danskere fængslet i to fangelejre i Danmark, der var en del af tyskernes berygtede KZ-lejrsystem i hele det besatte Europa. Den første lejr, Horserødlejren i Nordsjælland, var egentlig oprettet af danske myndigheder tidligt i krigen til blandt andet fra 1941 at huse arresterede danske kommunister. Lejren blev dog først overtaget af det tyske sikkerhedspoliti Gestapo i forbindelse med at samarbejdspolitikken mellem den tyske besættelsesmagt og den danske regering brød sammen den 29. august 1943. Et års tid efter blev lejren dog ”omplantet” til Frøslevlejren i Sønderjylland, der blev anlagt lige nord for den tyske grænse, hvor især mange arresterede modstandsfolk blev indsat. Fælles for de to lejre er, at de i for tyske lejre i Europa var ganske enestående, når det kom til ordentlige forhold med rigelig kost til fangerne og fraværet af mishandling og hårdt straffearbejde. Alligevel var opholdet ikke uden risiko. Fangerne kunne risikere at blive sendt til KZ-lejre i Tyskland. Der var dog også eksempler på, at danskere havde held til at flygte fra lejren. I programmet medvirker historiker, forsker og forfatter Henrik Skov Kristensen, der indtil 2021 var Frøslevlejrens mangeårige museumschef. Han har studeret det øvrigt sjældent bevarede og komplette materiale fra den tyske lejrledelse i Frøslev for at kunne beskrive forholdene i Frøslevlejren og har gennem sit arbejde talt med mange af fangerne, mens tid var. I 2021 udgav Skov Kristensen bogen ”Gestapos Fangelejre i Danmark” med undertitlen ”Horserød 1943-44 og Frøslev 1944-45”.

I de sidste 10 måneder skærpes intensiteten i modstandskampen og prisen, som modstandsbevægelsen må betale, bliver stadigt højere. Flere og flere modstandsfolk bliver dræbt under aktioner og ildkampe med tyskerne og deres håndlangere.  Andre blev deporteret til koncentrationslejre i Tyskland og slutningen af perioden går tyskerne over til at henrette ofte purunge modstandsfolk som gengældelse for de stadigt hyppigere sabotageaktioner. Undervejs har det hemmelige tyske politi Gestapo i kraft af deres alt for dygtige danske stikkere, omfattende razziaer og pludselige arrestationer stort held med at optrevle store dele af Modstandsbevægelsen, hvor ledelserne i både Aarhus og København bliver sat ud af spillet. Modtrækket for Modstandsbevægelsen bliver en anmodning til det britiske Royal Air Force om at bombe Gestapos hovedkvarterer i begge byer.  I København kommer bombningen af Shell-huset med en høj pris, hvor 102 heraf 86 børn omkommer ved fejlbombardement af Den Franske Skole på Frederiksberg. I udsendelsen medvirker journalist og historiker Niels-Birger Danielsen, der er forfatter til firbindsværket ”Modstand”, hvor vi taler om det ikke altid gnidningsløse samarbejde mellem Frihedsraadet, hærens officerer og politikerne. Vi sætter fokus på de såkaldte ”aktivister” som lægen Jørgen Røjel og Europas bedste nedkastningschef Jens Tholstrup. Vi taler også om jernbanesabotagens betydning, stikkernes hærgen og modstandsbevægelsens modtræk, den hemmelige telefonlinje til Sverige, den omfattende kurérvirksomhed og flygtningetjeneste over Øresund, finansieringen af modstandsbevægelsen og den illegale presse.

Briternes vildledning af tyskerne forud for landgang og erobring af Sicilien i sommeren 1943 hører til et det mest vellykkede forsøg på at narre modparten forud for en landgangsoperation. Flådens efterretningstjeneste tog en død mand i Iklædt officersuniform, gav ham nogle kurérbreve fra korresponderende generaler med i en taske, der tydede på, at de allieredes planer for en landgang i Sydeuropa ville gå uden om Sicilien. Man lod herefter liget drive i land i et område af det neutrale Spanien, Huelva, hvor det vrimlede med tyske spioner. Det sket naturligvis i håb om, at oplysningerne med tiden ville nå frem og overbevise den tyske hærledelse og dens øverste befalingshavende Adolf Hitler om, at en flytning af styrker væk fra Sicilien var nødvendig, fordi et allieret angreb kunne forventes i Grækenland i stedet. Dette skete, og dermed lykkedes Operation Mincemeat (hakkekød), som Winston Churchill også forud fik indsigt i og godkendte, over al forventning. Formentlig blev tusindvis af allierede soldaters liv dermed reddet, men det skete dog ikke uden en forudgående store og meget detaljerede planlægning og i kraft af et ganske delikat opsøgende arbejde fra snarrådige spioner og diplomater i Spanien. Den britiske forfatter Ben MacIntyre har senest beskrevet fortællingen i en bog, der tilbage i 2010 udkom også på dansk under titlen ”Operation Mincemeat” - den døde spion, der ændrede anden verdenskrig. Bogen og dens historie er filmaktuel i foråret 2022, hvor en ny spillefilm med den kendte engelske skuespiller Colin Firth i en af rollerne får premiere. I programmet taler vi om bogen, og her medvirker kommandør Poul Grooss, der selv har en fortid i Forsvarets Efterretningstjeneste.

I mængden af nazistiske krigsforbrydere er det meget få, der i brutalitet og ondskab når op på siden af lejrkommandanten i dødslejren Belzec i Polen, Christian Wirth. Her var politimanden fra Stuttgart med til at effektivisere nazisternes uhyggelige mordfabrik, hvor op imod 600.000 mennesker blev myrdet. Belzec tjente herefter som model for andre dødslejre og som overinspektør blev Wirth den effektive krumtap i ”Aktion Reinhardt”, hvor nazistiske bødler på kun et lille års tid i 1942 myrdede 1,7 millioner mennesker. De fleste af dem var polske og tyske jøder. Forinden havde Wirth også som leder deltaget i mordene på 70.000 tyske handicappede med de såkaldte eutanesi-drab. I programmet medvirker arkæolog og forfatter Anders Otte Steensager, der har skrevet bogen ”Christian den Grusomme” om denne ekstremt hensynsløse forbryder mod menneskeheden, der undgik retsforfølgelse, fordi han forinden i 1944 blev snigmyrdet af jugoslaviske partisaner.

Det er i høj grad amerikanernes slagudvekslinger med japanerne, der har stjålet billedet, når det gælder den 2. Verdenskrig i Asien. Imidlertid udkæmpede Japan og Kina en stribe blodige slag indbyrdes længe før det japanske angreb på flådebasen Pearl Harbor den 7. december 1941. På det asiatiske fastland var krigen allerede i gang fra august 1937 med det japanske angreb på Shanghai. Alligevel er det kampen om de nødvendige råstoffer og især olien i det daværende hollandske Ostindien – vore dages Indonesien – som bliver det helt afgørende mål for den japanske ekspansion i Sydøstasien. Konsekvensen bliver, at de europæiske kolonimagter bliver løbet over ende på kun få måneder og må kapitulere til Japan, der dermed tilegner sig et enormt imperium i det vestlige Stillehav. Kun amerikanerne formår – for en stund - at bremse japanerne på Filippinerne. Men allerede fra Slaget ved Midway i juni 1942 bliver japanerne trængt i defensiven og herfra se sig besejret på havet af U.S. Navy. Det amerikanske marinekorps tilegner sig mytestatus ved landgang på de siden hen ikoniske slagmarker som Guadalcanal på Solomon-øerne og senere de japanske øer Iwo Jima og Okinawa. Her udkæmper U.S.M.C. blodige slag med japanske styrker, der indædt forsvarer sig med store tab for amerikanerne til følge. I programmet medvirker journalist og forfatter Peter Harmsen, der er er aktuel med sin bog ”Storm over Stillehavet”.

Den tyske kommandant på Bornholm flådeofficeren Gerhard von Kamptz nægtede i dagene efter 5. maj 1945 at overgive øen til Den Røde Hær. Han ville og måtte kun overgive sig til englænderne, fastholdt han. Resultatet blev et bombardement, der ødelagde byerne Rønne og Nexø, mens kommandanten måtte i russisk krigsfangenskab de næste otte år. Den stedlige danske amtmand og mange bornholmere benævnte ham sidenhen som den ”gale kommandant”. Men var han nu også det? Hvem var von Kamptz? Det forsøger en nyligt udkommet biografi at svare på. Sammen med forfatteren, Jens Andersen, der er historiker og til daglig museumsinspektør på Bunkermuseum Hanstholm gennemgår programmet von Kamptz’ liv og karriere. Vi følger ham, fra han optages som ung kadet i Weimarrepublikkens Reichmarine i 1920’erne og til, at han ender som en meget højt dekoreret, men også temperamentsfuld flådeofficer i Hitlers Kriegsmarine med en tilsyneladende aldrig svigtende tro på nazismen. En indstilling han efter alt at dømme fastholder helt til sin død som 95-årig.  

I efteråret 1943 gik modstandskampen under besættelsen ind i en ny og langt mere alvorlig fase end før set i de passerede tre og et halvt år. Tyskerne ville deportere dansk-jødiske landsmænd, som pludselig måtte hjælpes til Sverige.  Det hemmelige tyske politi Gestapo kom til landet og sammen med stikkerne blev de uhyggeligt effektive til at trævle danske modstandsgrupper op, der alt for ofte var for skødesløse med sikkerheden. Alligevel gik danske sabotører over hele landet til sagen og gennemførte i perioden frem mod den store Folkestrejke i København i juni/juli 1944 nogle af besættelsestidens mest spektakulære sabotageaktioner rettet mod industriforetagender, der arbejdede for den tyske værnemagt. Det til trods for at modstandsbevægelsen var notorisk underforsynet med våben og sprængstoffer. Det er også i den perioden, hvor man ser de første stikkerlikvideringer og tyskernes modsvar med henrettelser af modstandsfolk samt hævndrab på vellidte og kendte danskere som digterpræsten Kaj Munk. I programmet medvirker historiker og journalist Niels-Birger Danielsen, der er forfatter til firebindsværket ”Modstand” om Modstandsbevægelsens historie.

Axel Woythal var en af de 6000 danske krigssejlere, der under Anden Verdenskrig med livet som indsats sejlede i de konvojer af fragtskibe, der sikrede de allierede hære helt altafgørende forsyninger for at kunne holde Hitlers hære stangen, og som siden gjorde invasionen i Vesteuropa mulig. Selv om over 1000 krigssejlere omkom, stod deres indsats i mange år i skyggen af modstandskampen under besættelsen, som befolkningen havde oplevet på tættere hold. I de senere år blandt andet med opstillingen af et nyt monument i Mindelunden i Ryvangen og med flere landes uddeling af nye medaljer har krigssejlerne fået ny anerkendelse for deres store indsats, som uden tvivl blev Danmarks største bidrag til de allierede. Axel’s søn Arne Woythal beskriver i bogen ”Fra Murmansk til Stillehavet” sin fars farefulde oplevelser under krigen, hvor han blandt andet oplevede at blive torpederet i Nordatlanten som del af en konvoj til Murmansk. Oplevelserne som krigssejler satte sig for resten af livet hos Axel og de øvrige krigssejlere, som tit betalte en høj pris i form af  ”krigssejlersyndromet” eller som vi kalder det i dag PTSD, foruden alkoholisme og livslang søvnløshed. I programmet følger vi Axels indsats fra Danmarks besættelse, evakueringen ved Dunkerque, Slaget om Atlanten og andre krigsskuepladser.

Kun godt tre måneder efter Tysklands angreb på Sovjetunionen i sommeren 1941 havde tyske tropper i Heeresgruppe Mitte under ledelse af general Fedor von Bock flyttet fronten tæt på Sovjetunionens hovedstad Moskva.  Herfra indledte tyskerne fra oktober en strategisk offensiv under kodenavnet ”Unternehmen Taifun”, hvor man i to knivtangsmanøvrer ville indtage byen og de tyske tropper kom tæt på. Kun 29 kilometer adskilte dem til sidst fra Kreml.  Under Slaget om Moskva blev syv millioner sovjetiske mænd og kvinder udkommanderet til at stoppe tyskerne under kampe, der fandt sted i et område på størrelse med Frankrig.  Mere end 900.000 sovjetiske soldater mistede livet i de tre måneder, som kampene om byen varede. Slaget om Moskva står i skyggen af tyskernes senere katastrofale nederlag ved Stalingrad, men det blev det første store og afgørende nederlag for den tyske krigsmaskine under 2. verdenskrig. I bogen ”Moskva 1941” beskriver den tidligere britiske ambassadør i Moskva, Rodric Braithwaite historien om slaget. I programmet medvirker kommandør Poul Grooss.

KZ-lejren Buchenwald var en af de tre oprindelige lejre, som nazisterne etablerede umiddelbart efter magtovertagelsen i 1933. Lejren, der i dag er et mindested, ligger kun otte kilometer fra byen Weimar og i et område sted, hvor den tyske nationaldigter J.F. Goethe i sin tid levede og åndede. 240.000 fortrinsvis polakker, russere og tyskere herunder jøder måtte frem til lejrens befrielse i april 1945 gå igennem porten med ordsproget Jedem Das Seine, der på dansk kan oversættes til, at ”enhver får det, der tilkommer ham". Mindst 70.000 omkom enten efter mord og mishandling, men også som følge af de infektionssygdomme, der fulgte af de horrible forhold som blev budt fanger i lejren. Forhold, der kun blev forværret, som krigen skred frem. Lige knapt 2000 danske politifolk blev i lejrens sidste år sendt til Buchenwald, som de overlevende ikke tøvede med at sammenligne med helvedes forgård. De brugte resten af livet på at overkomme de frygtelige oplevelser. For 59 danskere endte opholdet med døden. I programmet medvirker tidligere kriminalassistent Frank Bøgh, der er medforfatter til bogen ”De danske fanger i Buchenwald”.

Geheime Staats Polizei – Gestapo – var Tysklands hemmelige politi frem til Hitler-styrets fald i maj 1945. Politiet var ikke kun aktiv i Tyskland, men også i de erobrede lande blandt andet i Danmark, hvor det bekæmpede modstandsbevægelsen. I eftertiden havde Gestapo ry for at være et overordentligt effektivt, men også et ualmindeligt nådeslåst og brutalt politi. Nyere forskning nuancerer dog dette billede en smule med hensyn til effektivitet. Det var et relativt lille korps, der blev ledet af yngre dedikerede ideologisk radikale jurister blandt dem Werner Best, mens andre var almindelige politifolk fra Weimar-republikken, der blot tilpassede sig det nye regimes krav. Under de allieredes krigsforbryderdomstol i Nürnberg blev Gestapo stemplet som en forbryderorganisation blandt andet på grund af politiets aktive medvirken i folkemordet på Europas jøder. Alligevel blev mange tidligere Gestapo-folk efter krigen ansat i det nye vesttyske politi og få pension for deres ihærdige indsats for at bekæmpe nazi-styrets kritikere og modstandere med alle tænkelige midler herunder brugen af de såkaldte ”skærpede forhør” dvs. tortur.  I programmet medvirker historiker Henrik Lundtofte, der selv er forfatter til flere bøger om tysk politi under besættelsestiden og arkivleder for Historisk Samling fra Besættelsestiden under  Sydvestjyske museer i Esbjerg. Samtalen tager udgangspunkt i en af de nyeste udgivelser på dansk om emnet ”Gestapo – myter og sandheder om Hitlers Hemmelige politi” skrevet af den britiske historiker Frank Macdonough. See omnystudio.com/listener for privacy information.

Omkring 400 danskere blev i årene fra 1943 og frem til nogle dage efter befrielsen i maj 1945  likvideret af modstandsbevægelsen. Fra begyndelsen var drabene omdiskuterede og skabte stor debat. Modstandsbevægelsens egne folk selv gjorde i årene efter krigen alt for, at drabene nogensinde blev opklaret af politiet. Det skete til stor frustration fra de likvideredes pårørende, der ikke kunne få noget nærmere at vide, hvorfor deres kære skulle dø. Modstandsbevægelsens repræsentanter som Frode Jakobsen hævdede, at drabene i næsten alle tilfælde var ”en krigshandling” med det formål at forsvare modstandsbevægelsen mod stikkere, der angav sabotører til det tyske politi Gestapo. Derfor måtte de efterladte og det genetablerede retssamfund sidenhen acceptere, at der ikke skete nogen efterforskning fra myndighedernes side. Men hvem gav egentlig ordre til drabene? Blev der foretaget forudgående undersøgelser før dødsdommene blev udstedt eller tog de enkelte modstandsfolk selv beslutning om, hvem som skulle dø? Fandtes der i øvrigt andre motiver end modstandskamp, når nogen måtte lade livet? Disse centrale spørgsmål behandlede forfatteren og journalisten Peter Øvig Knudsen i sin bog ”Efter Drabet” for 20 år siden, hvor han også nåede at få interview med nogle af de overlevende centrale modstandsfolk, der var med til at foretage likvideringerne. Peter Øvig Knudsen er gæst i denne udgave af Hitlers Æselører. See omnystudio.com/listener for privacy information.

Det var polakkerne, der først kom i krig med Nazityskland. Kamphandlingerne begyndte 1. September 1939 og varede i fem uger. De kostede op mod en kvart million polakker livet. Undervejs måtte Polen også forsvare sig mod sovjetiske styrker, der efter to uger rykkede ind i landet fra øst. Tysk propaganda og tyske officerers erindringslitteratur fremstillede krigen som et ”polsk felttog” og en bestået generalprøve for en effektiv og frygtindgydende tysk krigsmaskine, der med ”blitzkrieg” let løb de polske styrker over ende. Mest absurd blev det tegnede latterlige billede ført frem af den tyske propaganda af den polske modstand, som noget med ulaner til hest, der med dragne sabler selvmorderisk angreb pansrede tyske kampvogne. Denne overordnede usandfærdige fremstlling af et håbløst og dilettantisk polsk militær har imidlertid levet videre i skildringerne af begyndelsen på 2. Verdenskrig til vores tid. I realiteten forsvarede polakkerne sig heroisk, udholdende og ihærdigt og formåede at indgyde angriberne respekt på slagmarken herunder også med ikke ubetydelige tyske tab til følge. I en ny bog tager den britiske historiker Roger Moorhouse et tiltrængt opgør med de gamle fremstillinger af den polske krig i kraft af ny viden hentet i de polske arkiver. I udsendelen medvirker kommandør Poul Grooss. See omnystudio.com/listener for privacy information.

Treblinka var en udryddelseslejr, der med 900.000 ofre kun er overgået af Auschwitz II. Dermed blev lejren største gerningssted for nazisternes folkemord på jøderne under 2. verdenskrig. Treblinkas kommandant var østrigeren Franz Stangl, der i årene forinden også havde deltaget i nazisternes såkaldte ”medlidenhedsdrab” på mindst 70.000 handicappede tyske borgere. Efter krigen undslap Stangl fra fængsel med hjælp fra den nazistisk-indstillede østrigske katolske biskop Alois Hudal. Han opholdt sig i 20 år i Brasilien indtil han 1967, hvor han blev udleveret til Vesttyskland til anklagemyndigheden og en dom på  livsvarigt fængsel. Stangl er omdiskuteret, fordi han – i modsætning til sine underordnede - ikke selv opførte sig brutalt, primitivt og sadistisk som mange af hans underordnede gjorde. Dem, der mødte Stangl, beskriver ham som en effektiv og kedelig skrivebordsmorder, der mest af alt var optaget af at løse sin opgave til de nazistiske chefers tilfredsstillelse. I programmet medvirker holocaust-arkæolog Anders Otte Steensager, der er forfatter til den første bog om Franz Stangl. Bogen udkom i 2020. See omnystudio.com/listener for privacy information.

Kun en uge inden Den Anden Verdenskrigs udbrud indgik diktatorerne i Sovjetunionen og Nazityskland den 23. august 1939 en såkaldt ”ikke-angrebs-pagt”, der skulle få stor betydning, og som den dag i dag fortsat er stærkt omdiskuteret. For den såkaldte ”Hitler-Stalin-pagt eller ”Ribbentrop-Molotov-pagt” som den også kaldes efter udenrigsministrene, der forhandlede den på plads, havde også en hemmelig del, der opdelte Østeuropa i interessesfærer. De to lande gav med aftalen hinanden mulighed for at underlægge sig en række lande uden at den anden part blandede sig i det. Det sås tydeligst ved, at det ellers selvstændige Polen blev delt omtrent lige over kun nogle uger efter, at Tyskland angreb landet, mens Sovjetunionen året efter fik frie hænder til at indlemme de tre baltiske lande. Befolkninger i de erobrede områder blev siden udsat for utallige lidelser i form af henrettelser og deportationer. Aftalen, der også handlede om udveksling af varer, holdt i ét år og 10 måneder indtil den blev pludselig opsagt af Tyskland, da landet angreb Sovjetunionen den 22. juni 1941. Den britiske historiker Roger Moorhouse har i bogen ”En djævelsk alliance – Hitlers pagt med Stalin 1939-41” beskrevet aftalen og de konsekvenser, som den fik. I programmet medvirker cand. mag. og militærhistoriker Niels Bo Poulsen, der er chef for Institut for Militærhistorie og Krigsteori på Forsvarsakademiet. See omnystudio.com/listener for privacy information.

Den 29. august 1943 afbrød de danske politikere den hidtidige politik, hvor regeringen samarbejdede med den tyske besættelsesmagt. Det skete i konsekvens af nye tyske krav blandt andet om tyske standretter, der fremover skulle idømme danske sabotører dødsstraffe.   Før bruddet blev en realitet var gået en måned med uroligheder over hele landet. Især i de større provinsbyer som Esbjerg, Odense og Aalborg førte protester mod tyskernes fremfærd til omfattende strejker og spontane demonstrationer, men også til ny håndfast opsætsighed overfor den tyske værnemagt. Urolighederne og en samtidig betydelig stigning  i omfanget af sabotageaktioner satte dermed samarbejdspolitikken, som ellers i tre år og med bred folkelig opbakning havde sikret ro i landet, under stort pres. Urolighederne førte i flere tilfælde til skyderier og slagsmål mellem danskere og tyske soldater, og en generel tysk optrapning af volden kostede undervejs flere danskere mistede livet. Overfald på tyske soldater kom Tysklands fører Adolf Hitler for øre, hvorfor han krævede en langt hårdere kurs end hidtil overfor sabotører og andre, der satte sig op mod besættelsesmagten.   I bogen  ”Augustoprøret 1943 – Danmarks skæbnesommer beskriver journalist og historiker Simon Kratholm Ankjærgaard urolighederne i august 1943 og de konsekvenser, de fik for samarbejdspolitikkens sammenbrud. See omnystudio.com/listener for privacy information.

Omkring 200.000 kinesere blev myrdet i kølvandet på japanernes erobring af den daværende kinesiske hovedstad Nanjing i vinteren 1937-1938, hvor den japanske hærledelse tilsyneladende helt mistede kontrollen med sine soldater. I seks uger, der siden rystede verden, gik soldaterne amok både på krigsfanger og civilbefolkning, der på den mest ydmygende måde blev udplyndret, mishandlet og myrdet, og hvor især kvinder betalte en høj pris i form af omfattende gruppevoldtægter under det som eftertiden kender som ”Nanjing-Massakren”. Det var meget voldsomme og gruopvækkende krigsforbrydelser, der stadig spiller en rolle i forholdet mellem Kina og Japan. Bernhard Arp Sindberg fra Aarhus var en 26-årig dansker, tidligere fremmedlegionær og sømand, der fik til opgave med midt under japanernes hærgen at passe på en ny dansk-tysk cementfabrik 25 kilometer fra Nanjing. I 104 dage tillod han op mod 10.000 kinesere at søge ly fra japanernes overgreb på fabrikkens område, mens han selv sørgede for at holde soldater væk og skaffe forsyninger til sårede og nødstedte. Sindbergs helt enestående humanitære indsats erindrer kineserne stadig med stor taknemmelighed, som de holder i ære med statuer og jævnlig omtale. I programmet medvirker journalist Peter Harmsen, der er forfatter til bogen ”Sindberg -Den danske Schindler”. See omnystudio.com/listener for privacy information.

I foråret 1940 kæmpede tyske Kriegsmarine og britiske Royal Navy om kontrollen over farvandet mellem Norge og Danmark, som tyske fragtskibe skulle passere for at sejle krigsvigtig jernmalm fra Narvik til nordtyske havne. Briterne forsøgte at forhindre skibene i at nå frem blandt andet ved at lade ubåde udlægge miner i Kattegat. Det skete dog ikke uden fare for ubådene selv, og 4. Maj 1940 gik det galt for den britiske ubåd ”HMS Seal”, der under dramatiske omstændigheder blev erobret af tyskerne, som siden bugserede den til Frederikshavn. Hør hele historien om ubådskrigen i Kattegat og om ”Seal” og dets mandskabs skæbne i dette afsnit, hvor museumsinspektør på Bunkermuseum Hanstholm, Jens Andersen, medvirker. Han er aktuel med bogen ”Ubådskrig i Kattegat – HMS Seal erobret af tyskerne i 1940”. See omnystudio.com/listener for privacy information.

I de sidste måneder af Anden Verdenskrig ankom 200.000 civile flygtninge til Danmark fra de østliggende tyske provinser, hvor hovedsageligt gamle, kvinder og børn samt sårede soldater var flygtet fra de fremrykkende sovjetiske tropper. Flygtningene var tit forkomne og sygdomsplagede og ankom med skibe, der lagde til i danske havne. Den tyske besættelsesmagt med Werner Best i spidsen krævede af de danske myndigheder, at de påtog sig opgaven med at give de fordrevne tyskere kost, logi, pleje og lægehjælp. Modsat opfordrede frihedskæmperne i Frihedsraadet danske læger til ikke at hjælpe de tyske flygtninge. Efter Befrielsen gjorde briterne det klart for Danmark, at man selv måtte løse opgaven med de mange ubudne gæster, der så de næste fire år opholdt sig i store lejre rundt om i Danmark. I bogen ”Tyskere på flugt” har historiker John V. Jensen, der til daglig er museumsinspektør på Vardemuseerne, skildret historien om de tyske flygtninge i Danmark. Det er en historie, der senere er blevet mere omdiskuteret. For gjorde Danmark nok for at hjælpe tyskerne, og døde der ikke for mange små børn, som ellers kunne være reddet, hvis danskerne havde vist lidt mere medmenneskelighed overfor de civile nødstedte tyskere? See omnystudio.com/listener for privacy information.

Den 25-årige skotske aristokrat David Sterling får i 1941 den idé at etablere en lille specialstyrke-enhed, der kan angribe fjenden bag frontlinjen. Han overbeviser generalstaben for de britiske styrker i Mellemøsten om at oprette enheden og begynder i Egypten træningen af den ny-rekrutterede styrke Special Air Service - SAS – som i begyndelsen er på blot 55 mand. Snart bliver styrken indsat i ørkenkrigen i Nordafrika mod Rommels fremadstormende Afrika-korps og de italienske styrker, hvor SAS går efter at ødelægge aksemagternes fly på flyvepladser i Libyen. I bogen ”Rogue Heroes” fortæller den britiske historiker og forfatter Ben Macintyre historien om tilblivelsen af Special Air Service og enhedens formidable indsats under 2. verdenskrig. I årene efter krigen blev SAS forbilledet for mange andre landes specialstyrke-enheder. I udsendelsen medvirker Oberst Lars R. Møller, der selv tidligere har skrevet en bog om specialstyrker. See omnystudio.com/listener for privacy information.

Den 16. april 1945 stod tre sovjetiske armégrupper i alt 2,5 millioner soldater klar ved floderne Oder og Neisse. Nu skulle Nazitysklands Rigshovedstad Berlin indtages, og 2. verdenskrig endelig afsluttes.  Stalin ville gøre selve indtagelsen til et hestevæddeløb mellem sovjetiske tre generaler om først at nå rigsdagsbygningen og Hitlers Rigskancelli for at plante det sovjetiske flag på taget. Forinden skulle hovedstaden dog omringes, så amerikanerne ikke skulle blive fristet til at komme russerne i forkøbet. Den Røde Hær skulle dog først forbi, hvad der var tilbage af den tyske værnemagt, der stadig kunne bide fra sig og var forskanset ved højdedragene Seelower Höhe kun 60 kilometer fra Berlin  Da Rigshovedstaden endelig var indtaget den 2. maj 1945 var 78.000 sovjetiske soldater blevet dræbt og næsten 300.000 andre sårede. Den verdensberømte britiske militærhistoriker Antony Beevors har skildret denne historie i bogen ”Berlin – Faldet 1945”, som vi taler om i udsendelsen. I denne udgave af Hitlers Æselører medvirker major i hæren og cand. phil. i historie Niels Klingenberg Vistisen, hvor vi især fokuserer på de militære operationer i forbindelse med Berlins fald. See omnystudio.com/listener for privacy information.

Kaptajnløjtnant Knud Børge Martinsen meldte sig under krigen til tysk krigstjeneste. Han blev med tiden SS-Obersturmbannführer og kom til at stå i spidsen for to af besættelsestidens danske forræderkorps, Frikorps Danmark, der kæmpede for Nazityskland på Østfronten og siden Schalburg-korpset, hvor danskere udøvede terror mod egne landmænd og bekæmpede modstandsbevægelsen.   I bogen  ”K. B. Martinsen  - dansk officer og landsforræder” fortæller forfatteren Frank Bøgh historien om hans farverige, dramatiske, men også mislykkede liv. Det er en fortælling om en begavet og modig mand, som ofte imponerede sine omgivelser, og trods enestående politisk tonedøvhed var parat til gå hele vejen for sine ekstremistiske synspunkter, der også omfattede en indædt antisemitisme. See omnystudio.com/listener for privacy information.

Danmark havde længe stor succes med sin neutrale udenrigspolitik, hvor man slap for at blive inddraget i Første Verdenskrig. Det skete ved at føre en politik, der tog stort hensyn til nabolandets Tysklands krav. Den såkaldte ”Tyskerkurs”. I foråret 1939 forsøgte de danske politikere sig derfor igen med den gamle succesfulde drejebog, og førte derfor omtrent den samme neutralitetspolitik overfor det stadigt mere aggressive Nazityskland og dens voksende krigsmaskine. Fordi man delte grænse med landet blev Danmark igen nødt til at være mere lydhør overfor Tysklands krav sammenlignet med kravene fra Storbritannien, som politikerne herhjemme ellers nærede langt større politiske sympatier for, men hvor den nye marineminister Churchill skærpede kursen overfor de neutrale lande. Derfor var de danske politikere egentlig mere bekymret for, at briterne snarere end tyskerne, eksempelvis med flådeoperationer i danske farvande ville bringe neutralitetspolitikken i fare. De danske politikere herunder regeringen med den radikale udenrigsminister P. Munch i spidsen var så fast besluttede på at fastholde neutralitetspolitikken, at de derfor til det sidste havde meget svært ved at tro på de efterretninger, der i begyndelsen af april 1940 tilflød regeringen, at tyskerne nu var på vej til at besætte landet. I programmet medvirker historiker, seniorforsker og arkivar ved Rigsarkivet Steen Andersen, der har udgivet bogen ”Der er intet foruroligende for Danmark” – Danmark mellem stormagterne frem mod 9. April 1940”. See omnystudio.com/listener for privacy information.

Det Tredje Riges øverste politiske leder Adolf Hitler var især i de sidste år af den Anden Verdenskrig stærkt påvirket af narkotika. Stofferne blev leveret af den berlinske modelæge Theodor Morell, hvis journal for ”Patient A” i mange år lå hengemt i amerikanske arkiver indtil vore dage, hvor historikere og journalister har kastet nyt lys på dem. En af dem er den tyske journalist Normal Ohler. Han sandsynliggør i sin bog ”Den Store Rus – Narkotika i Det Tredje Rige”, at Tysklands fører traf store og katastrofale beslutninger for den tyske krigsindsats under stærk indflydelse af hårde stoffer. Bogen redegør også for den udbredte brug i den tyske hær af metamfetamin-stoffet ”Pervitin”, som især hjalp de tyske panserstyrker under slaget om Frankrig i 1940 til hurtig fremrykning, og som førte til en indeslutning af de britiske styrker ved Dunkerque. Det er også historien om kemi- og medicinalindustrien i Tyskland, som allerede i 1920’erne blev epicenteret for udvikling, produktion og eksport af stoffer, som vi dag kender under betegnelser som kokain, opioider og metaamfetamin, og hvor stofmisbruget blev mere udbredt i befolkningen end hidtil set. I programmet medvirker overlæge og psykiater Henrik Rindom, der er har stor viden og erfaring med andres brug af hårde stoffer. See omnystudio.com/listener for privacy information.

Den 21-årige børnehavelærerinde Sophie Scholle var biologi-studerende ved Münchens universitet. Sammen med sin storebror Hans og en lille gruppe andre unge studerende gjorde hun oprør mod det nazistiske regime ved i en periode over et halvt år at uddele løbesedler med opfordring til oprør mod Adolf Hitlers regime. Syv medlemmer af modstandsgruppen ”Den hvide Rose” endte med at betale den højeste pris ved halshugning, men de blev siden forbillede for nye tyske generationer. Deres mod og aktive stillingtagen med fatale konsekvenser er siden blevet fremhævet som et eksempel på, at ungdom ikke kan bruges som undskyldning for ikke at sige fra i forhold til et tyrannisk og morderisk system som det nazistiske. Historien om Sophie Scholl og modstandsgruppen ”Den hvide rose” er blevet portrætteret i flere bøger og i intet mindre end tre film. På dansk udkom i 2011 en  biografi af den tyske historiker, forfatter og journalist Barbara Beys med titlen ”Sophie Scholl – Pigen, der trodsede Hitler”. I programmet medvirker Lykke Friis. See omnystudio.com/listener for privacy information.