Danske læger var særdeles aktive i modstandskampen. Lægerne var blandt de første til at opleve de alvorlige virkninger af den tyske besættelse af Danmark tidligt om morgenen den 9. april 1940, hvor de måtte tage sig af sårede danske soldater efter træfningerne med den tyske værnemagt. Opsigtsvækkende mange læger protesterede tidligt mod regeringens samarbejdspolitik med tyskerne og hele tre læger blev sidenhen medlemmer af Danmarks Frihedsraad, der blev et samlende organ for modstandsbevægelsen.

Læger lokalt deltog også tidligt og aktivt i modstandskampen lokalt rundt om i landet, ikke mindst fordi læger havde tilladelse til at komme overalt, og rådede de over bil og fik benzinrationer, der blandt andet gjorde det muligt at transportere sabotører og flygtende jøder. Da tyskerne i slutningen af krigen iværksatte modterror gik det hårdt ud over lægerne, i det 10 læger blev myrdet som en del af de alt 100 såkaldte clearing-drab, som tyskerne og deres danske håndlangere udførte som hævn for modstandsbevægelsens stikkerlikvideringer. Læger var også aktive med at holde deres landsmænd i live i koncentrationslejrene under forfærdende forhold og ydede en stor indsats for at mange politifolk og modstandsfolk overlevede opholdet.

Lægernes indsats i modstandskampen er udførligt beskrevet i bogen ”Krigere uden våben” af journalist ved Ugeskrift for Læger, Klaus Larsen, der medvirker i programmet.