Mere end 1500 danskere omkom som følge af fronttjeneste i Hitlers værnemagt.
Langt de fleste af de oprindeligt knapt 6.000 frivillige gjorde tjeneste i Waffen-SS-enheder som division Wiking eller Frikorps Danmark, Regiment 24 Dänemark. Knapt en fjerdedel mistede livet.
I det tyske mindretal i Sønderjylland var tabsprocenten højere end gennemsnittet. Her gjorde de frivillige tjeneste primært i SS-divisionen Totenkopf og generelt mistede fire ud af 10 frivillige eller mere end 700 tysksindede sønderjyder livet.
Forfatteren Martin Q. Magnussen har skrevet en ny bog med titlen ”Faldet for Fører, Folk og Fædreland”. Den indeholder biografier af samtlige faldne og nye afsløringer af at endnu flere danskere, end det hidtil er kendt, med meget stor sandsynlighed deltog i nogle af krigens værste krigsforbrydelser begået af SS-soldater. Det drejer sig blandt andet om nedslagtningen i 1944 af 642 civile i den franske landsby Oradour-sur Glane, massemordet på civile jøder under rydningen af ghettoen i Warszawa i 1943 og nedskydningen af 84 amerikanske krigsfanger nær den belgiske by Malmedy i 1944.
Martin Q. Magnussen er gæst i programmet.



